Løvens Hule – Perfekt på en regnvejrsdag

I centrum af Odense finder man Løvens Hule, som trods navnet intet har med vilde dyr at gøre, men derimod er et 2000 kvm stort indendørs legeland, som byder på en masse sjov og aktivitet for børn.

Vi besøgte Løvens Hule i påsken, og havde som så mange andre valgt en regnvejrsdag, hvilket gjorde, at der var temmelig mange mennesker til stede. Her vil jeg dog med det samme også lige nævne, at kommer man en sommerdag i sandaler, skal man medbringe strømper, da man skal have skoene af i legeområderne, og bare tæer er forbudt.

Alt er gratis, når man først har betalt entreen til Løvens Hule, og det første område, man mødes af, er for de 0-6 årige. Et mekka for de børn, som altid plager om at prøve mekaniske biler, flyvere eller karruseller, når man er pågågaden, og altid spørger mor eller far, om man lige har en femmer til overs i pungen, så de kan få en tur. Her kan de prøve alle de gange de lyster, til de er så rundtossede, at benene knap kan bære dem derfra.

Ved siden af dette ”mekaniske område” er der en stor hoppeborg, og flere bænke og borde, hvor man kan nyde sin medbragte med. Her er også et lille område for de 0-3 årige med store puder, og andre tumleting, ligesom det også er her, man finder toiletterne. Næst herefter er der foruden et hjørne med sumodragter et stort område med spillemaskiner i alle afskygninger. Prøv dine evner på ski eller i en racerbil, eller skyd dine fjender med pistoler. Der er et hav af forskellige muligheder, så selv de voksne legebørn kan få lysten stillet.

Næste område er et stort område fyldt med hoppeborge, og et stort legeområde med klatremuligheder, kugler og rutchebaner. Her er også lidt aldersbegrænsning, da man ikke må være mere end 12 år, hvis man skal bruge den store blå rutchebane, og samtidig anbefaler de, at man er fyldt 6 år. Det skal selvfølgelig også her lige nævnes, at ophold i Løvens Hule er på eget ansvar, og man derfor som voksen bør holde et vågent øje med sine børn, da der er mange børn til stede, og der til tider tumles lidt vildt.

I dette område findes der også sumobryder-dragter og klatrevægge, ligesom der er et område med kugler kun for de mindste. Her er også flere muligheder for at nyde medbragt mad, ligesom der ved indgangen til Løvens Hule kan købes lidt let mad som pølser og pommes frites, samt slik, is og drikkevarer.

Rundt i hele legelandet findes små køretøjer til de 0-3 årige, så også de yngste aldersgrupper har mulighed for at være beskæftiget, mens større søskende leger i f.eks. hoppeborgene.

På 1 sal finder man bordtennisbord, airhockey, bordfodbold og computere. Her er også et afslapningshjørne med sofaer og tv. På computeren kan de voksne gå på nettet, og læse dagens nyheder, tjekke vejrudsigten, eller hvad man ellers lige har lyst til, ligesom der selvfølgelig kan spilles ”gratis spil”, for de lidt større børn, som kender det forum.

Vi havde børn på 5 og 8 år med i Løvens Hule, og de var begge godt beskæftiget i 3 timer. Dog vil jeg sige, at vores 8 årige datter det sidste stykke tid, begyndte at kede sig lidt. Hun savnede de lidt vildere ting som radiobiler og rodeotyr, som vi har oplevet andre steder, og kunne ikke helt finde sig beskæftiget det sidste stykke tid. Vores 5 årige dreng var dog helt i hopla, og sprang rundt mellem hoppeborde, spillemaskiner og de mekaniske biler.

Man skal lige have for øje, at Løvens Hule henvender sig til de 1-11 årige, og nok knap så meget til de ældste i denne aldersgruppe, men ellers er det et super godt legested med masser af aktivitetsmuligheder. Et oplagt udflugtsmål, når vejret i Danmark ikke viser sig fra sin gode side.

Se mere om åbningstider og priser på www.lovenshule.dk

Helle Hansen
Skribent Sjovforbørn
Maj 2012

Skriv et svar